
Ponny er en pop-punk trio, som ikke er bange for at være for meget. Glæd dig til skrigende guitarer, relaterbare tekster om idioter og dårlig sex – og energi nok til at blæse teenagedagbogen op i flammer!
Deres selvbetitlede debut EP, som udkom i juni, trækker tråde til Riot Grrrl, teenagepop og anti-folk, og musikken bliver leveret med lige dele humor og dødsens alvor – som en ventil i en verden, der ikke giver mening.
Teksterne er relaterbare. De handler om idioter, om selv at være idioten, om dårlig sex – og om den uimodståelige lyst til at smadre biler.
Ponny er et band, der nægter at undskylde. Ikke for sig selv, ikke for de wonky, hurtige riffs. Med alsidige vokaler og en rytmesektion med benzin i blodet, vækker de den dagbog, du engang brændte i skam.
Ponny består af Laura Maj Zeuthen, Anna Raaber og Asta Rebien. Fælles for dem er kærligheden til det umiddelbare, det støjende og det ægte.
De har meget på hjerte – og selvom overfladen kan virke nuttet, er de trætte af pis.